Verlag
Autoren und Werke

Henrik Ibsen
Der Bund der Jugend

Eigentlich sind die jungen Leute zusammengekommen, um den Tag ihrer Nationalverfassung mit Feiern und Tanzen zu genießen. Doch als sich durch den Rücktritt eines Vorstandsmitglieds eine ungeahnte Möglichkeit bietet, muss schnell eine Form für den Zusammenschluss her, der den Idealen der Jugendlichen entspricht, und in der Gründungsphase nicht zu kompliziert und nicht zu teuer ist. Zum Glück sind ein junger Anwalt und ein Rchtsreferendar unter den Feiernden, und plötzlich kann alles ganz schnell gehen ...

Ibsens Komödie "De unges Forbund" (etwa: der junge Zusammenschluss oder Verband), stellen wir zunächst im norwegischen Orginaltext und dazu in deutscher Übersetzung zweisprachig vor.

Das Stück Ibsens ist "die komödiantische Darstellung einer Gesellschaftsordnung, die sich weigert, eine tiefgreifende Analyse der Kräfte vorzunehmen, die in die Gestaltung ihrer inneren und äußeren Realitäten eingeflossen sind, und sich dadurch selbst zur Mittelmäßigkeit verdammt hat, wie auch Peer Gynt zur ewigen Wiederholung verdammt war. Das Stück ist eine Spiegelung des ebenfalls von Ibsen stammenden großen Weltdramas

"Kaiser und Galiläer, das eine vergangene Welt zeigt, in der eine solche Analyse die obsessive Beschäftigung aller Mitglieder der Gesellschaft war, von den Handwerkern, deren theologische Streitigkeiten das Stück eröffnen, über den kaiserlichen Hof bis hin zu den Philosophen und Mystikern, die nach einer Grundlage des Wissens und einer neuen Richtung des Geistes suchten.

 

Die Welt von "Kaiser und Galiläer" war trotz all ihrer tragischen Widersprüche eine Welt, in der der Geist durch direkte und aufgewühlte persönliche Erfahrung nach außen und nach oben zu den höchsten und tiefsten Untersuchungen des Mysteriums der Existenz geführt wurde.

In welcher dieser beiden Welten wollen wir leben?

xx

Das Bild "Eidsvold 1814" wurde 70 Jahre nach der Nationalversammlung von Oscar Wergeland gemalt und 1885 dem Storting übergeben. Das Motiv zeigt Christian Magnus Falsen, der aus der Verfassung liest, während sein Sekretär, der Richter Wilhelm Frimann Koren Christie daneben sitzt.

DE UNGES FORBUND

LYSTSPIL I FEM AKTER

AF HENRIK IBSEN

KJØBENHAVN

FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)

TRYKT HOS J. H. SCHULTZ

1869


 

​Personerne

KAMMERHERRE BRATTSBERG, Jernværksejer

ERIK BRATTSBERG, hans Søn, juridisk Kandidat og Grosserer

THORA, hans Datter

SELMA, Grossererens Frue

DOKTOR FJELDBO, Værkslæge

SAGFØRER STENSGAARD

PROPRIETÆR MONSENpaa Storli

BASTIAN MONSEN, hans Søn

RAGNA, hans Datter

KANDIDAT HELLE, Huslærer paa Storli

VÆRKSFORVALTER RINGDAL

GAARDBRUGER ANDERS LUNDESTAD

DANIEL HEJRE

MADAM RUNDHOLMEN, Landhandlerenke

BOGTRYKKER ASLAKSEN

EN TJENESTEPIGE hos Kammerherrens

EN OPPVARTER

EN PIGEhos Madam Rundholmen

FOLK AF ALMUEN. KAMMERHERRENS GJÆSTER, o. s. v.

Handlingen foregaar paa Værket i Nærheden af en Kjøbstad i det søndenfjeldske Norge.

​​​FØRSTE AKT

17de Maj. Aften. Folkefest. En Lund ved Hovedgaarden. Musik og Dans i Baggrunden; brogede Lamper paa Træerne. I Midten, noget tillbage, en Talerstol; tillhøjre Indgang till et stort Beværtningstelt; foran samme et Bord med Bænke. Over paa den anden Side i Forgrunden et andet Bord, pyntet med Blomster og omgivet af Lænestole.

Stor Folkemasse. Gaardbruger Lundestad, med Komitesløjfe i Knapphullet, staar paa Talerstolen. Værksforvalter Ringdal, ligeledes med Komitesløjfe, ved Bordet tillvenstre.

LUNDESTAD

– – Og derfor, ærede Sognefolk, – en Skaal for vor Frihed! Saaledes, som vi har taget den i Arv fra vore Fædre, saaledes vil vi bevare den for os selv og for vore Sønner! Hurra for Dagen! Hurra for 17de Maj!

TILLHØRERNE

Hurra, Hurra, Hurra!

VÆRKSFORVALTER RINGDAL

(idet Lundestad stiger ned)

Og nu et Hurra for gamle Lundestad!

 

ENKELTE STEMMER

Hyss! Hyss!

​​

MANGE STEMMER (overdøvende)

Hurra for Lundestad! Gamle Lundestad leve! Hurra!

Tillhørerne spreder sig. Proprietær Monsen, hans Søn Bastian, Sagfører Stensgaard og Bogtrykker Aslaksen trænger sig frem gjennem Sværmen.

 

MONSEN

Ja minsæl blir han aflæggs nu!

 

ASLAKSEN

Det var vore lokale Forholde han snakked for! Ho-ho!

 

MONSEN

Den Tale har han nu holdt i alle de Aar, jeg kan mindes. Kom saa her –!

 

STENSGAARD

Nej-nej-nej! Ikke den Vej, Herr Monsen! Nu kommer vi jo rent bort fra Deres Datter.

 

​MONSEN

Aa, Ragna finder os nok igjen.

 

BASTIAN

Hun har ingen Nød; Kandidat Helle er med hende.

 

STENSGAARD

Helle?

HIS: 13

MONSEN

Ja, Helle. (puffer ham venskabeligt) Men jeg er med Dem, ser De. Og det er vi da allesammen. Kom saa! Her sidder vi i Ly for Kreti og Pleti; her kan vi snakke lidt nærmere om det, som – (har imidlertid sat sig ved Bordet tillvenstre)

RINGDAL træder till

Undskyld, Herr Monsen, – det Bord er forbeholdt –

​STENSGAARD

Forbeholdt? For hvem?

RINGDAL

For Kammerherrens.

STENSGAARD

Aa hvad, Kammerherrens! Her er jo ingen af dem tillstede.

RINGDAL

Nej, men vi kan vente dem hvert Øjeblik.

STENSGAARD

Saa lad dem sætte sig et andet Steds. (tager en Stol)

GAARDBRUGER LUNDESTAD lægger Haanden paa Stolen

Nej, Bordet faar nu staa, som sagt er.

MONSEN rejser sig

Kom, Herr Stensgaard; der er ligesaa god Plads derborte. (gaar over tillhøjre) Oppvarter! Hm, ingen Oppvarter heller. Det skulde nu Festkomiteen sørget for itide. Aa, Aslaksen, gaa ind og hent os fire Flasker Champagne. Forlang af den dyreste. Sig, Monsen betaler!

HIS: 14

Aslaksen gaar ind i Teltet; de tre øvrige sætter sig.

LUNDESTAD gaar stillfærdigt over till dem og vender sig till Stensgaard

De faar nu endelig ikke ta’e det fortrydeligt opp –

MONSEN

Nej, fortrydeligt –! Gudbevares! Langtfra det!

LUNDESTAD fremdeles till Stensgaard

For det er jo slettikke mig personligt; det er Festkomiteen, som har besluttet –

​MONSEN

Forstaar sig. Festkomiteen har at befale og vi skal lystre –

​LUNDESTAD som før

Vi er jo her paa Kammerherrens Grund. Han har velvilligt overladt os baade Lunden og Haven for ikveld; og saa mente vi –

STENSGAARD

Vi sidder fortræffeligt her, Herr Lundestad, – naar vi blot faar sidde i Ro, – jeg mener, for Folkesværmen.

LUNDESTAD venligt

Ja, ja; saa er det jo godt og vel altsammen. (gaar mod Baggrunden)

ASLAKSEN fra Teltet

Nu kommer Oppvarteren strax med Vinen. (sætter sig)

HIS: 15

MONSEN

Eget Bord; – under særligt Tillsyn af Festkomiteen. Og det paa selve Frihedsdagen! Der har De en Prøve paa det hele Stell.

STENSGAARD

Men Herregud, I gode skikkelige Mennesker, – hvorfor finder I jer i sligt?

MONSEN

Gammel nedarvet Slendrian, ser De.

ASLAKSEN

De er ny her i Egnen, Herr Sagfører Stensgaard. ​Men kjendte De bare en liden Smule till vore lokale Forholde, saa –

OPPVARTEREN bringer Champagne

Det var jo her, der blev bestillt –?

ASLAKSEN

Ja visst. Se saa; skjænk i!

OPPVARTEREN skjænker i

Ja, det var jo for Deres Regning, Herr Monsen?

MONSEN

Altsammen; vær ganske rolig.

Oppvarteren gaar.

MONSEN klinker med Stensgaard

Naa, velkommen iblandt os, Herr Overretssagfører! Det glæder mig særdeles at ha’e gjort Deres Bekjendtskab; og jeg maa ​

HIS: 16

sige, det er en Ære for Distriktet, at slig en Mand, som De, slaar Dem ned her. Vi har læst saa meget om Dem i Aviserne, baade fra Sangermøder og andre Møder. Herr ​Sagfører Stensgaard, De har store Talegaver og De har Hjerte for det almindelige Vel. Gid De nu rigtig med Liv og Lyst maatte gribe ind i, – hm, gribe ind i –

ASLAKSEN

I de lokale Forholde.

MONSEN

Aa ja; i de lokale Forholde. Skaal for det!

De drikker.

STENSGAARD

Liv og Lyst skal det ikke skorte paa!

​MONSEN

Bravo! Hør! Et Glas till for det Løfte!

STENSGAARD

Nej, stopp; jeg har allerede i Forvejen –

MONSEN

Aa Snakk! Et Glas till, siger jeg; – det er et Løftets Bæger!

De klinker og drikker igjen; under det følgende vedbliver Bastian flittigt at fylde Glassene.

HIS: 17

MONSEN

Forresten, – siden vi nu engang er kommet ind paa slige Ting –, saa maa jeg sige, at det ikke egentlig er Kammerherren, som holder alting under Aaget. Nej, den, som staar bagved og styrer Slæden, det er gamle Lundestad, De!

STENSGAARD

Ja, det har jeg hørt fra flere Kanter. Jeg begriber ikke, at saadan en Frihedsmand –

MONSEN

Lundestad? Kalder De Anders Lundestad Frihedsmand? Ja, han gav sig rigtignok Ord for det, i sine unge Dage, da det gjaldt at svinge sig opp. Derfor tog han ogsaa Storthingshvervet i Arv efter Faderen. Gudbevars; alting gaar nu i Arv her!

STENSGAARD

Men alt dette Uvæsen maatte der da kunne gjøres en Ende paa.

ASLAKSEN

Ja, Død og Pine, Herr Sagfører, – bare gjør Ende paa!

​STENSGAARD

Jeg siger jo ikke at jeg –

ASLAKSEN

Jo, netopp De! De er Manden. De har Snakketøj, som Folk siger; og De har det, som mere er, De har Penneførhed. Min Avis staar Dem aaben, det ved De.

HIS: 18

​MONSEN

Men skulde noget ske, saa maatte det rigtignok ske snart. Valgmandsvalget skal holdes en af Dagene.

STENSGAARD

Og Deres mange private Affærer vilde ikke være till Hinder, dersom Valget nu faldt paa Dem?

MONSEN

Mine private Affærer vilde visstnok lide under det; men dersom man mente, at Kommunens Tarv fordred noget sligt, saa fik jeg naturligvis finde mig i at sætte personlige Hensyn tillside.

STENSGAARD

Ja-ja, saa er det brav. Og et Parti har De allerede, det har jeg godt mærket.

MONSEN

Jeg smigrer mig med, at Flertallet af den unge virkelystne Slægt –

ASLAKSEN

Hm, hm; her er Snushaner ude!

DANIEL HEJRE fra Teltet; nærsynet, spejder omkring og kommer nærmere

Aa, turde jeg ikke bede om at faa laane en ledig Stol; jeg vilde gjerne sætte mig derborte.

​MONSEN

Her er faste Bænke, som De ser; men kan De ikke sidde her ved Bordet?

HIS: 19

DANIEL HEJRE

Der? Ved det Bord? Aa jo, saamæn! (sætter sig) Se, se! Champagne, tror jeg.

MONSEN

Ja. De drikker kanske et Glas med?

DANIEL HEJRE

Nej, Takk! Den Champagne, Madam Rundholmen leverer, den –; naa ja, et lidet Glas kan jeg jo sagtens for godt Selskabs Skyld –; ja, den, som nu bare havde et Glas.

MONSEN

Bastian, gaa ind og hent et.

BASTIAN

Aa, Aslaksen, gaa ind og hent et Glas.

Aslaksen gaar ind i Teltet. Taushed.

DANIEL HEJRE

Herrerne generer sig da vel ikke for mig? Lad mig endelig ikke –! Takk, Aslaksen! (hilser paa Stensgaard) Fremmed Ansigt. Nylig ankommen. Formodentlig Overretssagfører Stensgaard, hvis jeg ikke fejler.

​MONSEN

Ganske rigtig. (præsenterer) Overretssagfører Stensgaard, Herr Daniel Hejre –

BASTIAN

Kapitalist.

​​

HIS: 20

DANIEL HEJRE

Forhenværende, rettere sagt. Nu har jeg skillt mig ved det hele; er gaaet fra det, kan man gjerne sige. Ja, ikke Fallit! Det maa De Død og Pine ikke tro.

MONSEN

Drikk, drikk nu, mens det skummer.

DANIEL HEJRE

Men Kjæltringstreger, ser De; Kneb og sligt noget, – noksagt. Naa ja, jeg vil haabe, det blot er forbigaaende. Naar jeg faar mine ældre Processer og nogle andre Affærer fra Haanden, saa skal minsæl den højvelbaarne Herr Mikkel for en Dag. Skaal! Drikker De ikke paa det? Hvad?

STENSGAARD

Ja, maatte jeg ikke først spørge, hvem den højvelbaarne Herr Mikkel er?

DANIEL HEJRE

He-he; De skal saamæn ikke se saa forlegen ud. De tror da vel aldrig, jeg sigter till Herr Monsen? Herr Monsen kan jo dog ikke kaldes højvelbaaren ialfald. Nej, det er Kammerherre Brattsberg, min kjære unge Ven!

STENSGAARD

Hvad for noget? I Forrettningssager er da vel Kammerherren en hæderlig Mand.

DANIEL HEJRE

Siger De det, unge Menneske? Hm; noksagt! (rykker nærmere) For en Snes Aar siden var jeg værd en Tønde Guld. Fik stor Formue efter min Fader. De har vel hørt Tale om min Fader? ​

HIS: 21

Ikke det? Gamle Mads Hejre? De ​kaldte ham Guld-Mads. Han var Skibsrheder; tjente ustyrtelige Penge i Licentz-Tiden; lod sine Vinduesposter og Dørstolper forgylde; havde Raad til det; noksagt; – derfor kaldte de ham Guld-Mads.

ASLAKSEN

Forgyldte han ikke Skorstenspiberne ogsaa?

DANIEL HEJRE

Nej, det er bare en Avisløgn; – den oppstod længe forinden Deres Tid forresten. Men ​Penge brugte han; og det har da jeg ogsaa gjort. En kostbar Rejse till London –; har De ikke hørt Tale om min Rejse till London? Førte formelig Hofstat med mig; – har De virkelig ikke hørt Tale om det? Hvad? – Og hvad har jeg ikke smidt væk till Kunster og Videnskaber? Og hvorledes har jeg ikke holdt unge Talenter frem?

ASLAKSEN rejser sig

Takk for mig, mine Herrer!

MONSEN

Naa? Vil De gaa fra os?

ASLAKSEN

Ja, jeg vil røre lidt paa mig. (gaar)

DANIEL HEJRE dæmpet

Han er ogsaa en af dem. Lønner som alle de andre; he-he! Ved De vel, jeg har holdt ham et helt Aar till Studeringer?

STENSGAARD

Virkelig? Har Aslaksen studeret?

​​

HIS: 22

DANIEL HEJRE

Ligesom den unge Monsen; – blev aldrig till noget; ogsaa ligesom, – noksagt, – hvad jeg vilde sige; maatte oppgive ham; mærkede allerede tidligt denne usalige Hang till Spirituosa –

MONSEN

Men De kom rent bort fra, hvad De vilde fortalt Herr Stensgaard om Kammerherren.

DANIEL HEJRE

Ej, det er en vidtløftig Historie. Da min Fader stod paa sit højeste, saa gik det nedad for den gamle Kammerherre, – den nuværendes Fader, forstaar De; for han var ogsaa Kammerherre –

BASTIAN

Naturligvis; alting gaar i Arv her.

DANIEL HEJRE

Alle tækkelige Egenskaber iberegnet. Noksagt. Pengereduktionen, – Uforsigtigheder, Vidtløftigheder, som han roded sig ind i Anno 1816 og derudover, tvang ham till at sælge af Jordegodset –

STENSGAARD

Og Deres Fader kjøbte?

DANIEL HEJRE

Baade kjøbte og betalte. Nu! Hvad sker? Jeg tilltræder Arven; jeg gjør Forbedringer i Tusendtal –

​BASTIAN

Naturligvis.

HIS: 23

DANIEL HEJRE

Skaal! – Forbedringer i Tusendtal, som sagt; jeg lufter ud i Skogene; en Aarrække gaar, – saa kommer ​min Herr Urian, – jeg mener den nuværende, – og laer Handelen gaa om igjen!

STENSGAARD

Ja, men højstærede Herr Hejre, det maatte De da kunnet forhindre.

DANIEL HEJRE

Ikke saa lett! Nogle smaa Formaliteter var forglemte, paastod han. Jeg befandt mig desuden dengang i en momentan Pengeforlegenhed, som efterhaanden gik over till at blive permanent. Og hvor langt rækker man vel nutilldags uden Kapitaler?

MONSEN

Nej, det er saa Gud et sandt Ord! Ja, i visse Maader rækker man ikke langt med Kapitaler heller. Det har jeg faaet føle. Ja, selv mine uskyldige Børn –

BASTIAN dunker i Bordet

Uf, Faer, – havde jeg visse Folk her!

STENSGAARD

Deres Børn, siger De?

MONSEN

Naa ja; se for Exempel Bastian. Er han ikke bleven vel opplært kanske –?

HIS: 24

DANIEL HEJRE

Trefold! Først i Rettning henimod Student; saa i Rettning henimod Maler; og saa i Rettning –, nej, det er sandt, – Civilingenieur, det er han da.

BASTIAN

Ja, det er jeg, Død og Pine!

​MONSEN

Ja, det er han; det kan jeg bevise baade med Regninger og med Examensattester! Men hvem har faaet Kommunalarbejdet? Hvem har faaet Vejanlæggene her – især i de to sidste Aar? Det har Udlændinger faaet, – eller ialfald fremmede, – Folk, kortsagt, om hvem man ingenting ved!

DANIEL HEJRE

Ja, det gaar skammeligt till i det hele. Da man till Nytaar skulde have en Sparebankforstander, gik man Herr Monsen forbi og valgte et Subjekt ​med Forstand (hoster) med Forstand paa at holde Pungen lukket, – hvilket vor splendide Vært aabenbart ikke har. Gjælder det et Tillidshverv i Kommunen; – ligedan! Aldrig Monsen; altid en, der nyder Tillid – hos Magthaverne. Naa; commune sufragium, som der staar i Romerretten; det vil sige, man lider Skibbrud i Kommunalfaget, Faer! Fy, for Pokker! Skaal!

MONSEN

Takk! Men for at komme till noget andet, – hvorledes gaar det nu med Deres mange Processer?

DANIEL HEJRE

De er fremdeles under Forberedelse; jeg kan ikke sige Dem mere for Øjeblikket. Ja, hvilke Chikaner er jeg ikke udsatt ​

HIS: 25

for i den Anledning! I næste Uge blir jeg desværre nødt till at indkalde hele Formandskabet for Forligelseskommissionen.

BASTIAN

Er det sandt, som Folk siger, at De engang har indkaldt Dem selv for Forligelseskommissionen?

​DANIEL HEJRE

Mig selv? Ja; men jeg mødte ikke.

MONSEN

Ha-ha! Ikke det, naa?

DANIEL HEJRE

Havde lovligt Forfald; skulde over Grønsund, og saa var det uheldigvis det Aar, Bastian havde bygget Broen; – plump; De ved, det gik ad undas –

BASTIAN

Naa, saa skulde da Fanden –!

DANIEL HEJRE

Besindighed, unge Mand! Her er saa mange, som spænder Buen till den brister; Brobuen, mener jeg; alting er jo arveligt –; noksagt!

MONSEN

Haa-haa-haa! Noksagt, ja! Drikk nu De, noksagt! (till Stensgaard) De hører, Herr Hejre har Fribrev paa at yttre sig, som han lyster.

HIS: 26

DANIEL HEJRE

Ja, Yttringsfriheden er ogsaa den eneste statsborgerlige Rettighed, jeg sætter Pris paa.

STENSGAARD

Kun Skade, at den Rettighed er begrænset af Lovene.

DANIEL HEJRE

He-he! Herr Overretssagførerens Tænder løber kanske i Vand efter en Injurieproces? ​Hvad? Lægg endelig ikke Haanden imellem, højstærede! Jeg er en gammel Praktikus, jeg!

STENSGAARD

Med Hensyn till Injurier?

​DANIEL HEJRE

Deres Tillgivelse, unge Mand! Den Harme, De føler, den gjør isandhed Deres Hjerte Ære. Jeg beder Dem glemme, at en Olding har siddet her og talt frimodigt om Deres fraværende Venner.

STENSGAARD

Fraværende Venner?

DANIEL HEJRE

Sønnen er visst al Ære værd; noksagt! Datteren ligesaa. Og naar jeg i Forbigaaende kom til at kaste et Stænk paa Kammerherrens Karaktér –

STENSGAARD

Kammerherrens? Er det Kammerherrens, De kalder mine Venner?

HIS: 27

DANIEL HEJRE

Ja, man gjør da ikke Visiter hos sine Uvenner, ved jeg?

BASTIAN

Visiter?

MONSEN

Hvad for noget?

DANIEL HEJRE

Au, au, au! Her har jeg visst røbet noget, som –!

MONSEN

Har De gjort Visiter hos Kammerherrens!

STENSGAARD

Sniksnakk! Forvanskninger!

DANIEL HEJRE

Sandelig, højst fatalt! Men hvor kunde jeg ogsaa tænke, at det var en Hemmelighed? (till Monsen) Forresten maa De ikke tage mine Ord altfor bogstaveligt. Naar jeg ​siger Visit, saa mener jeg kun saadant et formelt Besøg; – rigtignok i Livkjole og gule Handsker; men hvad –!

STENSGAARD

Og jeg siger Dem, jeg har ikke talt et levende Ord med den Familje!

DANIEL HEJRE

Er det muligt? Blev De ikke modtagen andengang heller? Ja, for førstegang nægted man sig hjemme, det ved jeg nok.

HIS: 28

STENSGAARD till Monsen

Jeg havde noget skriftligt at overbringe fra Tredjemand i Kristiania; det er det hele.

​DANIEL HEJRE rejser sig

Der er, Gud døde mig, noget opprørende i sligt! Der kommer den unge, tillidsfulde, uerfarne paa Livets Bane; oppsøger den prøvede Verdensmand i hans Hus; tyr till ham, der har sit paa det tørre, for at begjære, – noksagt! Verdensmanden slaar Døren i; man er ikke hjemme; – nej, man er aldrig hjemme, naar det gjælder, – noksagt! (udbrydende) Men det er jo den skammeligste Grovhed ovenikjøbet!

STENSGAARD

Aa, lad nu den kjedelige Sag fare.

DANIEL HEJRE

Ikke hjemme! Han, som gaar der og siger: jeg er altid hjemme for skikkelige Mennesker!

STENSGAARD

Siger han det?

​DANIEL HEJRE

Saadant et Mundheld. Herr Monsen blir heller aldrig modtaget. Men jeg begriber ikke, hvorfor han har lagt Dem for Had. Ja, jeg siger Had; for ved De, hvad jeg hørte igaar?

STENSGAARD

Jeg vil ikke vide, hvad De hørte igaar.

HIS: 29

DANIEL HEJRE

Punktum altsaa. Yttringen var mig forresten ikke paafaldende; – i Kammerherre Brattsbergs Mund da! Jeg kan blot ikke forstaa, hvorfor han skulde lægge « Rodhugger» till.

STENSGAARD

Rodhugger?

DANIEL HEJRE

Naar De absolut tvinger mig, saa maa jeg indrømme, at Kammerherren har kaldt Dem en Rodhugger og en Lykkejæger.

STENSGAARD springer opp

Hvad for noget?

DANIEL HEJRE

Rodhugger og Lykkejæger, – eller Lykkejæger og Rodhugger; jeg tør ikke indestaa for hvorledes Ordene faldt.

STENSGAARD

Og det har De hørt paa?

DANIEL HEJRE

Jeg? Havde jeg været tillstede, Herr Sagfører Stensgaard, saa skulde De visselig ikke savnet det Forsvar, som De fortjener.

​MONSEN

Der ser De, hvad der kommer ud af at –

HIS: 30

​STENSGAARD

Hvor tør den uforskammede Person understaa sig –?

DANIEL HEJRE

Naa, naa, naa! Ikke saa ivrig! Det har været figurligt ment, det gier jeg min Hals paa. Kanske blot en spøgefuld Vending. Imorgen kan De jo bede om en Forklaring. Ja, for De skal da vel i den store Middag? Hvad?

STENSGAARD

Jeg skal ikke i nogen Middag.

DANIEL HEJRE

To Visiter og endda ingen Indbydelse –!

STENSGAARD

Rodhugger og Lykkejæger! Hvad skulde det sigte till?

MONSEN

Se derborte! Naar man taler om Fanden, saa er han nærmest. Kom, Bastian!

Monsen og Bastian bort.

STENSGAARD

Hvad skulde det betyde, Herr Hejre?

DANIEL HEJRE

Kan virkelig ikke tjene Dem med noget Svar. – De lider? Deres Haand, unge Mand! Tillgiv, om jeg ved min Frimodighed har saaret Dem. Tro mig, De har endnu mange bittre Erfaringer at gjøre paa Livets Bane. De er ung; De er tillidsfuld og godtroende. Det er smukt; det er rørende saagar; men, men, ​

HIS: 31

– Godtroenhed er Sølv; Verdenserfaring er Guld; – det er et Ordsprog af min egen Oppfindelse, Faer! Gud være med Dem!

Daniel Hejre gaar.

​Kammerherre Brattsberg, hans Datter og Doktor Fjeldbo kommer fra Venstre.

ANDERS LUNDESTAD ved Talerstolen, slaar till Lyd

Herr Værksforvalter Ringdal har Ordet!

STENSGAARD raaber

Herr Lundestad, jeg forlanger Ordet!

LUNDESTAD

Siden!

STENSGAARD

Nej, nu! Strax!

​LUNDESTAD

De kan ikke faa Ordet nu. Herr Ringdal har det.

RINGDAL paa Talerstolen

Ærede Forsamling! I dette Øjeblik har vi den Ære at se i vor Midte Manden med det varme Hjerte og den aabne Haand, – han, som vi i en lang Aarrække har vant os till at se op till, som till en Fader; han, som altid er rede till Raad, som till Daad; han, hvis Dør aldrig er stængt for noget hæderligt Medlem af vort Samfund; han, han –; vor ærede Hædersgjæst ynder ikke lange Taler, og derfor, en Skaal og et Hurra for Kammerherre Brattsberg og hans Familje! De leve! Hurra!

HIS: 32

MÆNGDEN

Hurra! Hurra! Hurra!

Stormende Jubel; man omringer Kammerherren, som takker og trykker de nærmestes Hænder.

STENSGAARD

Faar jeg nu Ordet?

​LUNDESTAD

Vær saa god. Talerstolen er till Tjeneste.

STENSGAARD springer opp paa Bordet

Jeg bygger min egen Talerstol!

DE UNGE stimler om ham

Hurra!

KAMMERHERREN till Doktoren

Hvem er det balstyrige Menneske?

FJELDBO

Sagfører Stensgaard.

KAMMERHERREN

Naa, han!

STENSGAARD

Hør mig, I feststemte Brødre og Søstre! Hør mig, I, som har Frihedsdagens Jubel og Sang i eders Hjerter, selv om den ligger bunden. Jeg er en fremmed iblandt jer –

HIS: 33

ASLAKSEN

Nej!

STENSGAARD

Takk for det Nej! Jeg taer det som et Længselens og Trangens Vidnesbyrd. Dog, fremmed er jeg; men det er svoret, at her staar jeg med stort og friskt Hjertelag for eders Sorg og Glæde, for eders Savn og Sejr; havde jeg saasandt derover nogen Magt, da – da –!

​ASLAKSEN

Det har De, Herr Overretssagfører!

​LUNDESTAD

Ingen Afbrydelse! De har ikke Ordet.

STENSGAARD

De endnu mindre! Jeg afsætter Festkomiteen! Frihed paa Frihedsdagen, Gutter!

DE UNGE

Hurra for Friheden!

STENSGAARD

Man vil nægte jer Mælets Brug! I hørte det. Man vil gjøre jer till umælende! Væk med sligt Voldsherredømme! Jeg vil ikke staa her og holde Tale for en maalbunden Klynge. Snakke vil jeg. Og I skal snakke med. Vi vil snakke fra Leveren!

MÆNGDEN under stigende Jubel

Hurra!

HIS: 34

STENSGAARD

Ikke mere disse golde kisteklædte Festmøder! En gylden, en daadstung Grøde skal skyde frem af vore Syttende-Maj-Lag herefter. Maj! Det er jo Spiretiden; det er Aarets unge svulmende Jomfrumaaned. Till 1ste Juni blir det netopp to Maaneder siden jeg satte mig ned her iblandt jer. Og hvad har jeg ikke set af Storhed og af Smaahed, af styggt og af vakkert her!

KAMMERHERREN

Hvad er det egentlig han taler om, Doktor?

FJELDBO

Bogtrykker Aslaksen siger, det er om de lokale Forholde.

​STENSGAARD

Jeg har set Evner glimte og glittre nede i Folket. Men jeg har ogsaa set den Fordærvelsens Aand, som ligger knugende over Evnerne og holder dem nede i det lave. Ja, jeg har set unge, varme, tillidsfulde Hjerter storme till Møde, – men ogsaa dem, som stængte Døren for sig!

THORA

O, Gud!

KAMMERHERREN

Hvad mener han med det?

STENSGAARD

Ja, Brødre og Søstre i Frejdighed! Der er i Vejret, i Luften, en Magt, et Spøgelse fra raadne Dage, som lægger Tyngsel og Mørke udover der, hvor ​der skulde være Lys og Flugt. I Jorden igjen med dette Spøgelse!

HIS: 35

MÆNGDEN

Hurra! Hurra for 17de Maj!

THORA

Kom, Faer –!

KAMMERHERREN

Hvad Pokker er det for Spøgelse? Doktor, hvem taler han om?

FJELDBO hurtigt

Aa, det er om – (hvisker et Par Ord)

KAMMERHERREN

Aha! Nej, gjør han virkelig?

​THORA sagte

Takk!

STENSGAARD

Vil ingen anden knuse Dragen, saa vil jeg! Men vi maa holde sammen, Gutter!

MANGE STEMMER

Ja! Ja!

STENSGAARD

Vi er de unge. Vi ejer Tiden; men Tiden ejer ogsaa os. Vor Rett er vor Pligt! Albuerum for enhver Daadskraft, for enhver Vilje, som er af det stærke! Hør mig! Vi vil stifte et Forbund. Pengesækken har opphørt at regere i Sognet!

HIS: 36

KAMMERHERREN

Bravo! (till Doktoren) Pengesækken, sagde han; altsaa dog virkelig –!

STENSGAARD

Ja, Gutter, vi, vi er Valutaen, saa sandt der er Malm i os. Vore Viljer, det er det klingende Sølv, som skal gjælde Mand og Mand imellem. Krig og Nederlag for hver den, som vil hindre, at vi udmynter os!

MÆNGDEN

Hurra!

STENSGAARD

Man har slængt mig et haanligt Bravo i Ansigtet her ikveld –

KAMMERHERREN

Nej!

​STENSGAARD

Ligemeget! Hverken Takk eller Trusel gjælder for den, der vil, hvad han vil. Og dermed Gud befalet! Ja, han; thi det er dog hans Ærinde, vi gaar i vor unge tillidsfulde Gjerning. Ind till Restauratøren altsaa; – i denne Time vil vi stifte vort Forbund!

​MÆNGDEN

Hurra! Bær ham! Bær ham!

Han løftes paa Guldstol.

STEMMER

Tal! Mere! Mere!

HIS: 37

STENSGAARD

Samhold, siger jeg! Med de unges Forbund er et Forsyn i Pagt. Det staar till os, om vi vil styre Verden – her i Distriktet!

Han bæres ind i Teltet under stormende Jubel.

MADAM RUNDHOLMEN tørrer Øjnene

Aa nej, for en Mund der sidder paa det Menneske! Kunde en ikke gjerne kysse ham, Herr Hejre?

DANIEL HEJRE

Nej, kysse ham, det vilde jeg dog ikke.

MADAM RUNDHOLMEN

Nej, De! Det tror jeg nok.

DANIEL HEJRE

Vilde De kanske kysse ham, Madam Rundholmen?

MADAM RUNDHOLMEN

Uf, hvor fæl De er!

Hun gaar ind i Teltet; Daniel Hejre ligesaa.

​KAMMERHERREN

Spøgelse, – og Drage, – og Pengesækk! Det var forskrækkelig grovt. Men vel tillpass!

LUNDESTAD nærmer sig

Det gjør mig rigtig inderlig ondt, Herr Kammerherre –

HIS: 38

KAMMERHERREN

Ja, hvor har De havt Deres Menneskekundskab henne? Naa, naa; det kan times enhver. God Natt, Herr Lundestad, og mange Takk for iaften (vender sig till Thora og Doktoren). Men fy for Pokker; dette prægtige unge Menneske har jeg jo været grov imod!

FJELDBO

Ja saa?

THORA

Visiten, mener Du –?

KAMMERHERREN

To Visiter. Det er sandelig Lundestads Skyld; han havde skildret mig ham, som en Lykkejæger og som – som noget, jeg ikke husker. Naa, heldigvis kan jeg bøde paa det.

THORA

Hvorledes –?

KAMMERHERREN

Kom, Thora; vi vil endnu iaften –

​FJELDBO

Aa nej, Herr Kammerherre, er nu det værd at –?

THORA sagte

Hyss!

​KAMMERHERREN

Har man forløbet sig, saa faar man gjøre det godt igjen; det er simpel Skyldighed. God Natt, Doktor! Saa fik jeg dog ​

HIS: 39

en fornøjelig Stund. Det er mere, end De har beredt mig idag.

FJELDBO

Jeg, Herr Kammerherre?

KAMMERHERREN

Aa ja, ja, ja; – baade De og andre –

FJELDBO

Men maatte jeg ikke spørge, hvad jeg –?

KAMMERHERREN

Herr Værkslæge, – ingen Paatrængenhed. Jeg er aldrig paatrængende. Naa, i Guds Navn forresten, – God Natt!

Kammerherren og Thora gaar ud tillvenstre; Fjeldbo ser tankefuld efter dem.

BOGTRYKKER ASLAKSEN fra Teltet

Hej, Oppvarter! Blæk og Pen! Jo, nu gaar det løs, Herr Doktor!

FJELDBO

Hvad gaar løs?

ASLAKSEN

Han stifter Forbundet. Det er næsten stiftet.

LUNDESTAD har nærmet sig, sagte

Skriver der sig mange ind?

HIS: 40

ASLAKSEN

Vi har nu omkring 37 foruden Enker og sligt. Pen og ​Blæk, siger jeg! Ingen Oppvarter tillstede; det er de lokale Forholdes Skyld. (ud bagved Teltet)

LUNDESTAD

Puh; dette her har været en varm Dag.

FJELDBO

Jeg er bange, vi faar varmere Dage herefter.

LUNDESTAD

Tror De Kammerherren blev meget vred?

FJELDBO

Aa, slettikke; det saa De jo. Men hvad siger De om det nye Forbund?

LUNDESTAD

Hm; jeg siger ingenting. Hvad skal en vel sige?

FJELDBO

Men det er jo Begyndelsen till en Kamp om Magten her i Distriktet.

​LUNDESTAD

Ja-ja! Kamp er god. Han er en Mand med store Gaver, han, Stensgaard.

FJELDBO

Og en Mand, som vil frem.

HIS: 41

LUNDESTAD

Ungdommen vil altid frem. Jeg vilde ogsaa frem, da jeg var ung; der er ingenting at sige paa det. Men en kunde kanske gaa indenfor Døren –

DANIEL HEJRE fra Teltet

Naa, Herr Lundestad, skal De ind og interpellere? Hvad? Gjøre Opposition? He-he! For saa maa De skynde Dem.

​LUNDESTAD

Aa, jeg kommer vel altid tidsnok.

DANIEL HEJRE

Forsent, Faer! Medmindre De vil staa Fadder. (Hurraraab fra Teltet) Der synger Degnene Amen; nu er Daabsakten over.

LUNDESTAD

En faar vel Lov till at høre; jeg skal holde mig stille. (gaar ind)

DANIEL HEJRE

Det er ogsaa et af de faldende Trær! Mangt og mange vil komme till at falde nu! Her vil komme till at se ud, som en Skog efter Storm. Aa, det er dejligt, er det!

FJELDBO

Men sig mig, Herr Hejre, hvad kan det egentlig interessere Dem?

DANIEL HEJRE

Interessere mig? Jeg er ingen interesseret Mand, Herr Doktor! Naar jeg fryder mig, saa er det paa mine Medborgeres ​

HIS: 42

Vegne. Her vil blive Liv, Indhold, Stoff! For mig personligt, – Gudbevares, for mig kan det være ligegyldigt; jeg siger, som Stortyrken sagde om Kejseren af Østerrig og Kongen af Frankrig: Det er mig det samme, enten Svinet æder Hunden eller Hunden Svinet. (ud i Baggrunden tillhøjre)

MÆNGDEN i Teltet

Sagfører Stensgaard leve! Han leve! Hurra! Hurra for de unges Forbund! Vin! Punsch! Hej; hej! Øl! Hurra!

​​BASTIAN MONSEN fra Teltet

Gud velsigne Dem og alle Mennesker! (med taarekvalt Stemme) Uf, Doktor, jeg kjender mig saa stærk ikveld. Jeg maa gjøre noget!

FJELDBO

Genér Dem ikke. Men hvad vil De gjøre?

BASTIAN

Jeg tror, jeg gaar ned paa Dansesalen og prygler et Par af mine Venner. (ud bagved Teltet)

Stensgaard kommer ud fra Teltet, uden Hatt og i stærk Bevægelse.

STENSGAARD

Kjære Fjeldbo, er det dig?

FJELDBO

Till Tjeneste, Herr Folkehøvding! Ja, Du er da vel kaaret –?

STENSGAARD

Naturligvis; men –

HIS: 43

FJELDBO

Og hvad skal det saa vidre kaste af sig? Hvilke Tillidshverv i Kommunen? En Bankbestyrerpost? Eller kanske –?

STENSGAARD

Aa, snakk ikke til mig om sligt! Du mener det heller ikke. Du er ikke saa flad og tom i Brystet, som Du gjerne vil synes.

FJELDBO

Nu skal vi høre!

​STENSGAARD

Fjeldbo! Vær mig en Ven, som før! Det er blevet øde imellem os. Der var saa meget uhyggeligt hos Dig, Spas og Spott, som stødte mig tillbage. Aa, det var dog Urett af mig! (slaar Armene om ham) O, du evige Gud, hvor jeg er lykkelig!

FJELDBO

Du ogsaa! Jeg med; jeg med!

STENSGAARD

Ja, maatte jeg ikke være den usleste Usling paa Jorden, hvis ikke al denne Velsignelse gjorde mig god og brav? Hvormed har jeg fortjent det, du? Hvad har jeg syndige Skabhals gjort, at jeg blev saa rigt benaadet?

FJELDBO

Her er min Haand! Ikveld holder jeg minsæl af dig!

STENSGAARD

Takk! Vær trofast og sand. Jeg skal være det. – Ja, er det ikke en usigelig Lykke, saaledes at ​kunne rive dem med sig, alle de mange? Maa en ikke blive god af Takknemmelighed? Og ​

HIS: 44

hvorledes maa en ikke elske alle Mennesker? Jeg synes, jeg kunde kryste dem i Favn allesammen, græde og bede dem om Forladelse, fordi Gud har været saa partisk at give mig mere end dem.

FJELDBO stille

Ja; saa usigelig meget kan den enkelte faa. Ikke et Kryb, ikke et grønt Blad langs Vejen kunde jeg træde paa ikveld.

STENSGAARD

Du?

​FJELDBO

Punktum! Derom er ikke Talen. Jeg vilde kun sige, at jeg forstod dig.

STENSGAARD

Hvad for en dejlig Natt! Musiken og Jubelen klinger langt ud over Engene. Dernede er det stille. – Ja, den Mand, hvis Liv ikke taer sin Daab af slig en Time, han fortjener ikke at leve paa Guds Jord.

FJELDBO

Ja, men sig mig nu, – hvad skal saa videre bygges – imorgen, og alle Ugedage?

STENSGAARD

Bygges? Først gjælder det at rive ned. – Du, Fjeldbo, jeg har engang drømt, – eller kanske jeg saa det; dog nej, jeg drømte; men saa levende! Jeg syntes der var kommen Dommedag over Jorden. Jeg kunde se hele Rundingen af den. Ingen Sol var der; kun et gult Uvejrslys. Der gik en Storm; den strøg fra Vest og strøg alting med sig; først strøg den vissent Løv, saa ​

HIS: 45

strøg den Mennesker; – men de holdt sig paa Benene endda. Kapperne slog tætt ind om dem, saa de foer som siddende i Flugten. Først saa de ud som Borgerfolk, der løber efter sine Hatte i Blæst; men da de kom nærmere, saa var det Kejsere og Konger; og det, de løb efter og greb efter, og som de altid var nærved at naa, men aldrig naade, det var Kroner og Rigsæbler. Aa, der kom Hundreder efter Hundreder af alle Slags, og ingen vidste, hvad det gjaldt; men ​mange jamred og spurgte: hvorfra er den dog kommen, denne forfærdelige Storm? Da blev der svaret: en Røst talte, og denne ene Røst gav slig Gjenlyd, at Stormen vaktes!

​FJELDBO

Naar drømte du dette?

STENSGAARD

Aa engang, – jeg erindrer ikke; for flere Aar siden.

FJELDBO

Der har været Opprør etsteds i Europa, og saa har du spist tungt till Aften og læst Aviser ovenpaa –

STENSGAARD

Den samme Isnen, den samme Risslen nedad Ryggen har jeg følt ikveld. Ja, jeg skal gjøre Fyldest for mig. Jeg vil være Røsten –

FJELDBO

Hør, kjære Stensgaard, du skal standse og tænke dig om. Du vil være Røsten, siger du. Godt! Men hvor vil du være Røsten? Her i Fogderiet? Eller, hvis det kommer højt, her i Amtet! Og hvem skal være Gjenlyden, der slaar, saa Stormen vækkes? Jo, Folk, som Proprietær Monsen og Bogtrykker Aslaksen og ​

HIS: 46

det fedryggede Geni, Herr Bastian. Og istedet for de flygtende Kejsere og Konger vil vi faa se Gaardbruger Lundestad, som løber efter sin Storthingsfuldmagt. Hvad blir saa det hele? Det blir, hvad syntes først i Drømmen, – Spidsborgere i Blæst.

STENSGAARD

I den nærmeste Nærhed, ja! Men ingen ved, hvor langt et Uvejr slaar.

FJELDBO

Sniksnakk med dig og dit Uvejr! Og naar saa dertill kommer, at du, blind og besnakket og forlokket, som du er, vender dine Vaaben netopp mod det hæderlige og det dygtige iblandt os –

​STENSGAARD

Det er ikke sandt!

FJELDBO

Det er sandt! Monsen paa Storli fik Tag i dig strax du kom her till Byggden; og gjør du dig ikke fri for ham, saa blir det din Ulykke. Kammerherre ​Brattsberg er en Hædersmand; det kan du stole paa. Ved du, hvorfor Herr Proprietæren har lagt ham for Had? Jo, fordi –

STENSGAARD

Jeg taaler ikke et Ord mere! Ikke et eneste Ord, som fornærmer mine Venner!

FJELDBO

Se tillbunds i dig selv, Stensgaard! Er Herr Mons Monsen virkelig din Ven?

HIS: 47

STENSGAARD

Proprietær Monsen har med al Velvilje aabnet sit Hus for mig –

FJELDBO

Han aabner forgjæves sit Hus for de bedre her.

STENSGAARD

Aa, hvem kalder du de bedre? Nogle storsnudede Embedsmænd! Jeg ved det nok. Men hvad mig angaar, saa har man paa Storli modtaget mig med en Forekommenhed og en Anerkjendelse, som –

FJELDBO

Anerkjendelse; ja desværre, – der er vi ved Kjernepunktet.

STENSGAARD

Aldeles ikke! Jeg er Mand for at se uhildet. Pro​prietær Monsen har Evner, han har Læsning, han har Sans for de offentlige Anliggender.

FJELDBO

Evner? Aa ja, paa sin Vis. Læsning ogsaa; han holder Bladene og har deraf mærket sig, hvilke Taler du har holdt, og hvilke Artikler du har skrevet. Og at han har Sans for de offentlige Anliggender, det har han naturligvis lagt for Dagen ved at samstemme baade i dine Taler og i dine Avisartikler.

STENSGAARD

Hør, Fjeldbo, nu kommer igjen Bundfaldet opp i dig. Kan du da aldrig holde dig fri for dette skidenfærdige i Tankegangen? ​

HIS: 48

Hvorfor altid forudsætte enten usle eller latterlige Bevæggrunde? Aa, du mener det ikke! Nu ser du saa trofast ud igjen. Jeg vil sige dig det bedste, det rette Kjernepunkt. Kjender du Ragna?

FJELDBO

Ragna Monsen? Ja; saadan paa anden Haand.

​STENSGAARD

Ja, hun kommer undertiden till Kammerherrens.

FJELDBO

I al Stillhed. Hun og Frøken Brattsberg er Veninder fra Konfirmationstiden.

STENSGAARD

Og hvad siger du saa om hende?

FJELDBO

Jo, efter alt, hvad jeg har hørt, maa hun være en meget fortræffelig Pige.

​STENSGAARD

Aa, du skulde se hende i Hjemmet. Hun har ingen anden Tanke end de to smaa Søskende. Og hvorledes skal hun ikke have plejet sin Moder! Du ved, Moderen var sindssyg de sidste Aar, hun levede.

FJELDBO

Javisst; jeg var selv Læge der en Tid. Men sig mig, kjære Ven; jeg skulde dog vel ikke tro at –?

HIS: 49

STENSGAARD

Jo, Fjeldbo, jeg elsker hende virkelig; till dig kan jeg sige det. Ja, jeg skjønner godt, hvad der undrer dig. Du finder det paafaldende, at jeg saa hurtigt ovenpaa –. Ja, du ved jo, jeg har været forlovet i Kristiania?

FJELDBO

Ja, man har fortalt det.

STENSGAARD

Det hele Forhold var en Skuffelse. Jeg maatte bryde det; det var bedst for alle Parter. Du kan tro, jeg har lidt nok under den Sag; jeg har følt mig pint og knuget –. Naa, Gudskelov, nu er jeg ude af det; det var ogsaa min Grund till at flytte bort.

FJELDBO

Og ligeover for Ragna Monsen er du sikker paa dig selv?

STENSGAARD

Ja, det er jeg, du! Her er ingen Fejltagelse mulig.

FJELDBO

Men saa i Guds Navn, gjør Alvor af det! Det er en stor Lykke! O, jeg kunde sige dig saa meget –

​STENSGAARD

Kan du virkelig det? Har hun yttret noget? Till Frøken Brattsberg kanske?

FJELDBO

Du forstaar mig ikke. Men hvorledes er det ​muligt, at du midt under alt dette kan gaa her og svire i politiske Orgier? At Byggdsladderen kan faa Indpass i et Sind, som –

HIS: 50

STENSGAARD

Og hvorfor ikke? Mennesket er da ikke en saa aldeles enkelt Maskine heller. Jeg er det ialfald ikke. Desuden, netopp igjennem disse Kampe og Brydninger gaar Vejen till hende.

FJELDBO

En forbandet triviel Vej.

STENSGAARD

Fjeldbo, jeg er ærgjærrig; det ved du godt. Jeg maa frem i Verden. Naar jeg tænker paa, at jeg er tredive Aar, og endnu staar ved Begyndelsen, saa kjender jeg Samvittighedens Tænder i mig.

FJELDBO

Ja, men det er ikke dens Visdomstænder.

STENSGAARD

Det kan ikke nytte at snakke till dig. Du har aldrig følt denne jagende og æggende Trang. Du har drevet og dovnet alle dine Dage, – som Student, till Examen, i Udlandet, og nu her –

FJELDBO

Aa ja, kanske; men det har ialfald været dejligt. Og ​der følger ingen Slappelse efter, som den, man føler, naar man stiger ned af Bordet, efterat –

STENSGAARD

Alt andet; men dette taaler jeg minsæl ikke! Du gjør en ond Gjerning med sligt. Du tager Løftelsen fra mig –

FJELDBO

Ja, men ved du hvad; naar Løftelsen sidder saa løst –

HIS: 51

STENSGAARD

Lad være, siger jeg! Hvad Rett har du till at bryde ind i min Lykke? Tror du ikke jeg er ærlig kanske?

FJELDBO

Jo, det ved Himlen, jeg tror!

STENSGAARD

Naa, hvad skal det saa till at gjøre mig tom og ækkel og mistroisk mod mig selv? (Larm og Raab i Teltet) Hør; hør! De drikker min Skaal! Hvad der kan gribe saa mange, – ved den evige Gud, det har Sandhed i sig!

​Frøken Brattsberg, Frøken Monsen og Kandidat Helle fra Venstre gaar over Pladsen i Mellemgrunden.

KANDIDAT HELLE till Frøken Brattsberg

Se der, Frøken; der staar netopp Sagfører Stensgaard.

THORA

Ja, saa følger jeg ikke længere. Godnatt, Ragna! Godnatt; Godnatt!

HELLE og FRØKEN MONSEN

Godnatt; Godnatt!

De gaar ud tillhøjre.

​THORA nærmere

Jeg er Jernværksejer Brattsbergs Datter. Jeg har et Brev till Dem fra Faer.

HIS: 52

STENSGAARD

Till mig –?

THORA

Vær saa god; her er det. (vil gaa)

FJELDBO

Faar jeg ikke Lov at følge?

THORA

Nej Takk; følg ikke. Godnatt! (ud till Venstre)

STENSGAARD læser ved en Papirlygte

Hvad for noget?

FJELDBO

Men, kjære, – hvad skriver Kammerherren?

STENSGAARD brister i Latter

Det havde jeg dog ikke ventet!

FJELDBO

Men sig mig da –?

STENSGAARD

Kammerherre Brattsberg er en ynkelig Karl.

FJELDBO

Og det vover du –

​STENSGAARD

Usel; usel! Sig det igjen till hvem du vil. Naa, lad forresten være. (gjemmer Brevet) Det blir imellem os!

HIS: 53

Forsamlingen kommer ud af Teltet.

PROPRIETÆR MONSEN

Herr Formand! Hvor er Herr Stensgaard?

MÆNGDEN

Der staar han! Hurra!

LUNDESTAD

Herr Overretssagføreren har glemt sin Hatt. (rækker ham den)

BOGTRYKKER ASLAKSEN

Værsaagod; her er Punsch! En hel Bolle!

​STENSGAARD

Takk; ikke mere.

MONSEN

Og saa husker vel Medlemmerne, at imorgen samles vi paa Storli hos mig for at –

STENSGAARD

Imorgen? Nej, det var jo ikke imorgen –?

MONSEN

Jo visst; for at vedtage den Rundskrivelse, som –

STENSGAARD

Nej, imorgen kan jeg sandelig ikke godt –. Jeg skal se i overmorgen eller Dagen derefter. Naa, Godnatt, mine Herrer; hjertelig Takk for idag, og Hurra for Fremtiden!

​​

HIS: 54

MÆNGDEN

Hurra! Vi følger ham hjem!

STENSGAARD

Takk; Takk! De maa endelig ikke –

ASLAKSEN

Vi følger Dem allesammen.

STENSGAARD

Lad gaa. Godnatt, Fjeldbo; ja, for du følger vel ikke?

FJELDBO

Nej. Men det vil jeg sige dig, at hvad du yttred om Kammerherre Brattsberg –

STENSGAARD

Hyss, hyss; det var overdrevet i Udtrykket. En Streg over det! – Naa ja, mine ærede Venner, vil I være med, saa kom; jeg gaar i Spidsen.

MONSEN

Deres Arm, Stensgaard!

BASTIAN

Sangere! Stem i! Noget rigtig fædrelandsk!

MÆNGDEN

Sang; Sang! Musik!

En Folkesang spilles og synges. Toget marcherer ud till Højre i Baggrunden.

HIS: 55

FJELDBO till Lundestad, som er bleven tillbage

Et stadseligt Følge.

​LUNDESTAD

Aa ja. Men en stadselig Fører ogsaa.

FJELDBO

Og hvor gaar saa De, Herr Lundestad?

LUNDESTAD

Jeg? Jeg gaar hjem og lægger mig.

Han hilser og gaar. Doktor Fjeldbo blir alene tillbage.

Teppet falder.

DER BUND DER JUGEND
LUSTSPIEL IN FÜNF AKTEN
VON HENRIK IBSEN
KOPENHAGEN
VERÖFFENTLICHT VON GYLDENDALSK BOGHANDEL (F. HEGEL)
GEDRUCKT VON J. H. SCHULTZ
1869

 

 

Die Personen:

KAMMERHERR BRATTSBERG, Besitzer einer Eisenhütte
ERIK BRATTSBERG, sein Sohn, Kandidat der Jurisprudenz, also werdender Anwalt, und Großhändler
THORA, seine Tochter
SELMA, die Frau des Großhändlers
DOKTOR FJELDBO, Werksarzt
RECHTSANWALT STENSGAARD
PROPRIETÄR MONSEN bei Storli
BASTIAN MONSEN, sein Sohn
RAGNA, seine Tochter
KANDIDAT HELLE, Hauslehrer bei Storli
WERKSVERWALTER RINGDAL
GUTSBESITZER ANDERS LUNDESTAD
DANIEL HEJRE
MADAME RUNDHOLMEN, Immobilienhändlerin
BUCHDRUCKER ASLAKSEN
Ein Dienstmädchen beim Kammerherren
EINE BEDIENUNG
EIN DIENSTMÄDCHEN bei Madame Rundholmen
VERSCHIEDENES VOLK, DIE GÄSTE DES KAMMERHERREN u.a.


 

 

Das Stück spielt auf einem Vorwerk in der Nähe einer Handelsstadt in Süd-Norwegen.

ERSTER AKT

Am 17. Mai. Am Abend. Es wird ein Volksfest gefeiert. Wir befinden uns in einem kleinen Hain, der zu einem großen Landgut gehört. Im Hintergrund Musik und Tanz; bunte Lampions an den Bäumen. In der Mitte steht etwas zurückgesetzt eine Rednerpult; rechts der Eingang zu einer großen Festzelt; davor ein Tisch mit Bänken. Auf der anderen Seite im Vordergrund ein weiterer Tisch, der mit Blumen geschmückt ist, und um den herum bequeme Stühle mit Lehnen stehen.


Eine große Menge von Leuten aus dem Volk. Der Gutsbesitzer Lundestad, der Besitzer des Gutes, steht mit einer Komitee-Schleife im Knopfloch auf dem Podium. Der Gutsverwalter Ringdal, der ebenfalls eine Kommittee-Schleife trägt, sitzt am Tisch links.
 

LUNDESTAD
Und deshalb, sehr geehrte Gemeindemitglieder, bringe ich einen Toast auf unsere Freiheit aus! So wie wir diese von unseren Vätern geerbt haben, werden wir sie auch für uns und für unsere Söhne bewahren! Dieser Tag lebe hoch! Der 17. Mai lebe hoch!

 

DIE ZUHÖRER
Er lebe hoch, hoch, hoch!


WERKSVERWALTER RINGDAL

(während Lundestad vom Podium steigt)
Und der alte Lundestad, er lebe auch hoch!


EINZELNE STIMMEN
Psst! Psst!


 

VIELE STIMMEN (in ohrenbetäubender Lautstärke)
Lundestad lebe hoch! Der alte Lundestad lebe hoch! Hoch!
Das Publikum verlöuft sich. Poprietär Monsen, sein Sohn Bastian, Rechtsanwalt Stensgaard und Buchdrucker Aslaksen drängen sich durch den Schwarm nach vorne.

 

MONSEN
Ja, mein Lieber, jetzt wird er entlassen!

 

ASLAKSEN
Das waren unsere lokalen Verhältnisse hier, über die er gesprochen hat! Ho-ho!

 

MONSEN
Und all die Reden, die er gehalten hat, in all den Jahren, daran kann ich mich noch gut erinnern kann. Komm, da lang -!

 

STENSGAARD
Nein nein Nein! Nicht den Weg, Herr Monsen! Da kommen wir ja ganz weit von ihrer Tochter ab.

 

MONSEN
Ach, Ragna wird uns schon wieder finden.

 

BASTIAN
Der werden wir jetzt nicht groß fehlen; die ist mit Kandidat Helle zusammen.

 

STENSGAARD
Mit Helle?

MONSEN
Ja, Helle. (drückt ihn freundlich) Aber ich bin bei dir, verstehst du? Und wir alle auch. Komm schon! Hier sitzen wir im Schutz von Kreta und Pleti; hier können wir etwas mehr darüber reden, was - (hat jedoch links am Tisch gesessen)
RINGDAL tritt ein
Es tut mir leid, Herr Monsen, - dieser Tisch ist reserviert -
STENSGAARD
Reserviert? Für wen?
RINGDAL
Für den Chamberlain.
STENSGAARD
Oh was, Chamberlain! Keiner von ihnen ist hier vorhanden.
RINGDAL
Nein, aber wir können sie jeden Moment erwarten.
STENSGAARD
Also lass sie sich woanders hinsetzen. (nimmt einen Stuhl)
FARMER LUNDESTAD legt seine Hand auf den Stuhl
Nein, der Tisch darf jetzt stehen, wie gesagt wurde.
MONSEN steht auf
Kommen Sie, Herr Stensgaard; dort drüben ist genauso viel Platz. (geht nach rechts) Kellner! Hm, auch kein Kellner. Das Parteikomitee sollte sich jetzt rechtzeitig darum kümmern. Oh, Aslaksen, geh rein und hol uns vier Flaschen Champagner. Nachfrage nach den teuersten. Sag mal, Monsen zahlt!
SEIN: 14Aslaks betritt das Zelt; Die anderen drei setzen sich.
LUNDESTAD geht leise zu ihnen und dreht sich zu Stensgaard um
Sie dürfen es endlich nicht bedauerlicherweise aufnehmen -
MONSEN
Nein Entschuldigung -! Gott bewahre! Weit davon entfernt!
LUNDESTAD noch nach Stensgaard
Weil ich es nicht persönlich bin; es ist das Parteikomitee, das entschieden hat -
MONSEN
Versteht. Das Parteikomitee muss befehlen und wir müssen gehorchen -
LUNDESTAD wie zuvor
Wir sind hier auf dem Grundstück des Vermieters. Er hat uns freundlicherweise den Hain und den Garten für heute Nacht verlassen; und dann meinten wir -
STENSGAARD
Wir sitzen hier ausgezeichnet, Herr Lundestad, - wenn wir nur still sitzen können - ich meine, für den Volksschwarm.
LUNDESTAD freundlich
Ja ja; dann ist alles schön und gut. (geht in Richtung Hintergrund)
ASLAKSEN aus dem Zelt
Jetzt kommt der Kellner sofort mit dem Wein. (setzt sich hin)
SEIN: 15MONSEN
Eigener Tisch; - unter der besonderen Aufsicht des Parteikomitees. Und das am Tag der Freiheit selbst! Dort haben Sie eine Auswahl des gesamten Rahmens.
STENSGAARD
Aber mein Gott, du gutes anständiges Volk - warum findest du dich in solchen wieder?
MONSEN
Sie sehen, der alte geerbte Slendrian.
ASLAKSEN
Sie sind neu hier in der Gegend, Mr. Attorney Stensgaard. Aber wussten Sie nur ein wenig über unsere örtlichen Gegebenheiten, also -
Der Diener bringt Champagner
Hier wurde bestellt -?
ASLAKSEN
Sicher. Se saa; Einfüllen!
Der Diener strömt herein
Ja, es war auf Ihre Kosten, Herr Monsen?
MONSEN
Alles; sei ganz ruhig.
Der Kellner ist bereit.
MONSEN Klinker mit Stensgaard
Willkommen unter uns, Herr Generalstaatsanwalt! Ich freue mich sehr, Ihre Bekanntschaft gemacht zu haben; und ich muss SEIN: 16say, es ist eine Ehre für den Bezirk, dass sich so ein Mann wie Sie hier niederlässt. Wir haben in den Zeitungen so viel über Sie gelesen, beide aus Liedern

© 2019 medias ohg verlag und produktion.

FOLGEN SIE UNS:

  • w-facebook
  • Twitter Clean